Uskønt forsvar for forurenet havneslam

Det er et bemærkelsesværdigt hårdt angreb, som direktør i udviklingsselskabet By og Havn Anne Skovbro kommer med i kølvandet på den kritik, der har været af beslutningen om at dumpe over 2 mio kubikmeter mere eller mindre forurenet havneslam i Øresund ud for Køgt Bugt. En beslutning som blandt andet er blevet kritiseret af de svenske miljømyndigheder, af borgmestre i syv kommuner ud til Køge Bugt, der er gået sammen i alliancen fælles front, og altså også fra Danmarks Naturfredningsforening.

Alle har kritiseret de mulige miljøkonsekvenser ved dumpningen af slammet, men direktøren for By og Havn mener altså, at Danmarks Naturfredningsforening ”taler imod bedre vidende”. Blandt andet går kritikken på, at miljømyndighederne har givet tilladelse til projektet.

Der må vi bare sige, at det er fuldstændig rigtigt. Til gengæld har regeringen ved lov med den anden hånd fjernet klageretten, så det end ikke er muligt at få beslutningen vurderet ved en uafhængig instans. Offentlighedens rimelige klageadgang er ellers normalt en helt central del af vores natur- og miljøbeskyttelse, men altså ikke lige i denne sag. Der må man jo spørge, hvis alt er i orden, hvorfor så frygte en klage?

For det andet, så affejer By og Havn kritikken af, at man ikke undersøger muligheden for at dumpe i sugehuller – altså steder hvor der tidligere er suget råstof. Det er netop det By og Havn gør, lyder det. Det er korrekt, at man det ene sted dumper i et sugehul, men det blev vurderet til ikke engang at kunne rumme de 250.000 kubikmeter, som blev dumpet fra Nordhavnen i 2011. Så det må nu forventeligt være fyldt op nu og i hvertfald langt fra i stand til at kunne rumme 2 mio kubikmeter fra Lynetteholm. Derfor er det relevant at spørge til alternative pladser med yderligere sugehuller, fordi skaderne af dumpningen på den måde ville kunne minimeres – men det er ikke undersøgt.

Direktøren for By og Havn skriver yderligere, at ”det materiale, der klappes er derfor især rent havbundsmateriale”. Her skal læseren hæfte sig ved det lille ”især”, som kan være foruroligende, men næppe tilfældigt. For ifølge baggrundsrapporterne for Lynetteholm forventes der afgravet 383.349 m3 forurenet havbundsslam, som derfor skal landdeponeres. Det svarer til de øverste 0,6 m havbund i det område, der skal afgraves. Analyser af boreprøverne viser imidlertid i rigtigt mange tilfælde, at der er forureninger over grænseværdierne ned til flere meters dybde. Det er baggrunden for kritikken af, at det ikke er godtgjort, at der ikke dumpes forurenet materiale.

Det er naturligvis myndighedernes (Miljøstyrelsens) ansvar, at dumpningen fra Lynetteholm foregår miljømæssigt forsvarligt og efter reglerne. Og da især når man som her har frataget offentligheden muligheden for at få en uvildig vurdering af beslutningsgrundlaget via et klagenævn. Derfor kan det undre, at By og Havn reagerer så skarpt på kritikken af dumpningen af havneslammet. Hvem der taler mod bedre vidende må læserne afgøre – nu ved de i hvert fald, hvorfor Danmarks Naturfredningsforening er utryg ved dumpningen.