Hvorfor ser kysten ud som den gør
[December 2022] I over hundrede år har beboerne langs de danske kyster sikret sig mod oversvømmelse og erosion. Nogle steder med store fælles initiativer som omfattende digeanlæg og pumpestationer, der fjerner vand fra lavtliggende områder, som vi f.eks. kender det fra Lolland og Falster. Andre steder med udstrakte markante anlæg af sten og beton i byområder, og i den mere ydmyge skala individuelle anlæg af mindre betonmure, stenkastninger, høfder og bølgebrydere i sommerlandet.
Strækningen fra Odden til Strandvejen rummer alle slags eksempler på de ydmyge anlæg. Opstablede bunker af sten, betonmure mellem strand og græsbelagt strandgrund, gamle sveller med et rigt indhold af giftige træbeskyttelsesmidler, affaldsbeton, udtjente havefliser, metalplader og tvivlsomme blandinger af affaldsjord og sten, der er tippet af på stranden. Fra 1940’erne frem til årtusindeskiftet har tusinder af skiftende sommerhusejere forsøgt at forsvare såvel små frimærkestore private strandgrunde som større fællesgrunde mod havet. Sommerhusejere, der ikke vidste, at saltvand og cement ikke skaber holdbare konstruktioner, at bølgernes rungende bragen i december og isens tavse kræfter i januar kan flytte selv de stærkeste og tungeste anlæg mange sømil på kort tid, at stenene i en stensætning skal veje meget mere (mindst 200 kg) end hr og fru Jensen kan flytte med en sækkevogn, og omhyggeligt tilpasses hinanden, hvis de skal blive liggende.
Og til hvad nytte. De tonstunge konstruktioner er bygget på et underlag af sand og småsten, der trækkes med ud, når havets bølger slår ind og løber ud. Jo tungere konstruktionen er – jo hurtigere forsvinder underlaget og sandstranden. Det er blevet fremskyndet af et ukoordineret høfdebyggeri, der nok har samlet lidt sand nogle steder, men oftest har bevirket svind (erosion) af sand og sten på læsiden mod nord/vest. Stranden bliver smallere, på et tidspunkt slår bølgerne direkte ind mod murene af beton, sten og sveller, så stranden ikke længere indbyder til solbadning og ophold.
Alle, der som børn har leget med små stenkonstruktioner i strandkanten, kender fænomenet. Vandet trækker sandet væk og de omhyggeligt stablede sten falder sammen.
De hårde konstruktioner tjener kun til beskyttelse og har kun værdi, hvis de placeres omhyggeligt, bygges og vedligeholdes af professionelle. Kun sjældent har hårde konstruktioner rekreativ værdi. De mange private konstruktioner fra 1950erne og helt frem til i dag har i mange tilfælde øget erosionen grundet forkert konstruktion og placering, samt ikke mindst grundet manglende vedligehold. Beboerudskiftningen, der netop i sommerhusområder sker med ganske høj frekvens, har gjort, at forgængeres bestræbelser ikke kendes af nye ejere, så stenene, betonen, armeringen, svellerne og de udtjente fliser i dag henligger som skrammel i den strandkant, som nye beboere overtager vedligeholdet af.
Det er en del af kystbeskyttelsesprojektet, at der ryddes op og at sandet kommer tilbage, så den kommende strand bliver tilgængelig og indbydende for alle, der har lyst til at vandre langs stranden, slå sig ned for en stund og tage en dukkert.
I mere end hundrede år har danskerne søgt at beskytte kysterne. Ofte med store sten opfisket fra havet, heraf ordet ”stenfisker”. Når de store tunge sten lægges på kystens underlag af finere materiale – sand og ral – og bølgerne slår ind, så presser stenenes vægt sandet ud sammen med det vand, der løber ud igen.