Hvordan ændres kysten – kystsikringstyper

[December 2023] Siden sommerhusbyggeriet tog fart efter besættelsen og til i dag, er stranden mange steder fra Vejs Ende til Odden blevet betydeligt smallere. Strategien for kystbeskyttelsen ved Strøby Egede og Strøby Ladeplads går ud på, at stranden skal blive bredere.
Klik her for se udviklingen fra 1954 til i dag

De tunge massive konstruktioner hører ikke til i det fremtidige kystlandskab. Kodeordet er netop landskab. Et kystlandskab med klitter beplantet med havmiljøets vækster, lette diger og sand, der strækker sig 20 – 30 meter ud på det område, hvor der i dag er hav. Disse metoder kaldes blød kystsikring. Brede stykker ud fra kysten med mindre sten (ral) og sand skal tage kraften af bølgerne, når de ruller ind mod stranden. I en bølge vokser kraften med kvadratet på bølgehøjden. Det betyder, at en en-meter høj bølge har fire gange så stor kraft som en halv meter høj bølge. Hvis bølgen knækker tidligere på det lave vand tages kraften ud, og nedbrydningen (erosionen) af kysten svækkes.
Den kystbeskyttelse, strategien lægger op til, er ikke blot beskyttelse, men udbygning af kyst. I de første mange år med sandfodring, nogle gange hvert år, andre gange med års mellemrum afhængigt af naturens luner. Over tid opbygges kysten og der aflejres mere og mere af det materiale, der naturligt vandrer langs kysten fra syd/øst mod nord/vest. Nogle steder kan en velplaceret høfde bidrage til processen. Andre steder kan bølgebrydere og stenrev både bryde bølgernes kraft og bidrage til at sandet lægger sig bag forhindringen. Det ses tydeligt ved den gamle bølgebryder fra 1924 ved Strøby Ladeplads.

Skråningsbeskyttelse
Der vil fortsat være enkelte steder, hvor værdier skal sikres med hård kystsikring, men så skal den bygges rigtigt – begyndende med geotekstil (en dug af syntetisk tekstil som polyester eller glasfiber), der ikke rives i stykker. Herefter en tykt lag af mindre sten, der til sidst dækkes af store sten, der lægges i en slags forbandt, så de danner et flere sten tykt holdbart lag. Det hele skal lægges i den rette vinkel, så bølgernes kraft nedbrydes og ikke kan rive det skrånende stenlag fra hinanden. Metoden kaldes skråningsbeskyttelse. Nogle steder kan skråningsbeskyttelsen dækkes af sand.
Skråningsbeskyttelse kan ikke stå alene. De tunge sten trykker på det underliggende materiale (sand og jord), og når en bølge rammer skråningsbeskyttelsen og trænger ind mellem stenene, trækker vandet sand og jord med ud, når bølgen trækker sig tilbage.  Efter en periode med bølgepåvirkning (i en kraftig storm kan perioden være af få timers varighed) mister de store sten deres forbandt og skråningsbeskyttelsen falder sammen – lidt ligesom en sætningsskade på et hus. Den stadige påvirkning af bølgerne bevirker tillige, at der ofte er ganske dybt foran skråningsbeskyttelsen.
Endvidere bevirker strøm og bølger en sedimenttransport langs kysten. Denne proces svækker også skråningsbeskyttelsen.
Derfor skal kystfodres med sand eller ral for at sikre, at skråningsbeskyttelsen bliver på sin plads, og at stranden foran skråningsbeskyttelsen vedligeholdes. Tommelfinglen er, at der løbende (årligt) skal tilføres den samme mængde af sediment, som den mængde af sediment forsvinder, hvis en skråningsbeskyttelse skal holde i længere tid.
Kystfodringen bevirker også, at havets bølger brydes længere fra kysten, så den kraft, som kysten (og skråningsbeskyttelsen) rammes af, reduceres. Endelig skal naturbeskyttelsesloven overholdes, hvilket indebærer at der skal være passage langs kysten foran skråningsbeskyttelsen. Kystfodringen tjener dermed også til overholdelse af denne bestemmelse.

Diger
Hvor skråningsbeskyttelse beskytter kysten mod nedbrydning (erosion) virker diger primært mod oversvømmelse af arealerne bag diget. I lighed med skråningsbeskyttelse skal diget opbygges korrekt, og det skal sikres, at det vand, som måtte komme om bag diget, kan ledes ud til havet igen. Derfor kombineres diger mange steder med pumpesystemer. Diger kræver derfor et betydeligt  vedligehold. Nogen steder beskyttes vandsiden af et dige med en skråningsbeskyttelse.

Højvandsmur
En anden type hård sikring er højvandsmuren af beton, hårdt træ (azobe – også kaldet jerntræ) eller stål, der fæstnes dybt i underlaget. En højvandsmur bygges i en sammenhængende konstruktion og tjener til at holde vandet ude fra et område. Højvandsmure kan forsynes med åbninger, der hurtigt kan lukkes med tætsiddende skotter, når vejrudsigten lover storm og højvande.
Højvandsmure benyttes ofte på havnearealer, hvor det tillades, at dele af havnearealet kan oversvømmes, mens bygninger og andre værdier beskyttes af højvandsmuren. Åbningerne (skotterne) gør det muligt at færdes på havnearealet med køretøjer og maskiner, men også hurtigt lukke af når vandet stiger.
Skråningsbeskyttelse og højvandsmure kan være nødvendige, hvor afstanden mellem havet og de værdier, der ønskes beskyttet, er lille, og risikoen for oversvømmelse og truslen fra havstigning er stor.

Anbefalinger
I dag anbefaler Kystdirektoratet og andre eksperter, at sikring mod erosion af kysten sker ved sandfodring, som sikrer at det lave vand foran kysten fortsat er lavt, så bølgerne brydes, inden de rammer kysten og nedbryder den. Sandfodring kan også benyttes til genopbygning af en oprindelig kyst.
En ekspert har lidt forenklet udtrykt det således: – De sten, vi har hentet fra havet og bygget hård kystsikring af, skal tilbage til havet på deres oprindelige plads som stenrev. Det sand fra kysten, som stenene har presset væk, skal vi hente fra havet og bringe tilbage på stranden -.