Hjertestarter, redningskrans og redningsnummer
Du finder Grundejerforeningerne Lemgaardens og Strandagers hjertestarter på skuret med ophalerspillet lige inden for lågen til Grundejerforeningen Lemgaardens strandgrund overfor udmundingen af Lemgårdsvej i Kystvejen. (Adresse: Strandgrunden overfor Kystvejen 186, 4671 Strøby). Brug af hjertestarteren skal altid kombineres med opkald til alarmcentralen (se vejledning herom nedenfor). Hvis du benytter hjertestarteren og bringer den til en anden adresse, skal du ved opkald til alarmcentralen opgive denne adresse. Vær opmærksom på, at du skal angive præcis adresse, vejnavn, husnummer og postnummer.
Via nedenstående links kan du hente en vejledning i brug af hjertestarter og finde oplysninger om placeringen af andre hjertestartere.
Hjertestarteren kontrolleres regelmæssigt af Grundejerforeningen Lemgaarden.
Hjertestarteren er tilvejebragt ved, at aktive medlemmer fra de to grundejerforeninger den 28. april 2019 gik 15 ruter i forbindelse med Hjerteforeningens landsindsamling. Se billeder fra indsamlingen under Galleri.
I forlængelse af Hjerteforeningens tildeling af en hjertestarter, besluttede bestyrelsen at søge Tryg Fonden om tildeling af en redningskrans, der nu er opsat på fronten af spilskuret.
I tilfælde af ulykker på stranden eller på havet så ring 112 og opgiv redningsnummeret J914, så ved beredskab og politi, hvor de skal køre til. Nummeret er indkodet i deres navigationssystemer.