Strøby Strand Forum

Strøby Strand Forum er et interessefællesskab for grundejerforeningerne ved Strøby Strand, hvor formændene eller en anden repræsentant, der tegner den enkelte grundejerforening, mødes og drøfter spørgsmål af fælles interesse. Fællesskabet har to hovedformål

  • Erfaringsudveksling og videndeling
  • Repræsentation af grundejerforeningerne overfor eksterne parter

Strøby Strand Forum mødes til fællesmøder hvert forår og efterår samt efter behov. Fællesmøderne fastlægger opgaver og temaer, som Strøby Strand Forum arbejder med. De faste møder afholdes sidste søndag i marts og sidste søndag i oktober.

Strøby Strand Forum består af grundejerforeningerne langs Strøby Strand fra Odden til Magleby skov og omfatter de foreninger, der er vist på kortet ovenfor. Grundejerforeningerne ligger alle ud til vandet og har deres i historiske udgangspunkt i den sommerhuskultur med alt fra store pragtvillaer til beskedne træhuse, der udviklede sig fra begyndelsen af 1900-tallet frem til 1970’erne. Den vestlige del af området udviklede sig fra 1930’erne mere og mere til et helårsboligområde, der voksede voldsomt fra 1960’erne. Her findes  den ældste forening, Strøby Egede Borger- og Grundejerforening, der blev stiftet i 1941.

Sommerhusbebyggelserne langs Kystvejen opstod drypvis i takt med bøndernes behov for at skaffe midler til generationsskifter. I begyndelsen som enkeltstående sommervillaer, senere som mere organiseret udstykning. Nogle af de første sommerhus grundejerforeninger kan dateres tilbage til begyndelsen 1950’erne, og den store vækst finder sted fra 1960 til 1964, hvor sommerhusområdet udbygges. I 2000 og 2019 overføres den vestligste fjerdedel af sommerhusområdet til byzone. I 1990’erne dannes interesseorganisationen Kystvejens Grundejerforening.

Strøby Strand Forum erstatter ikke grundejerforeningerne. Flertallet af grundejerforeningerne er baserede på tinglyste servitutter (deklarationer), der fastlægger medlemspligt og beskriver det område, grundejerforeningen omfatter. To af grundejerforeningerne er lokale interesseorganisationer. Grundejerforeningerne fastsætter og varetager suverænt egne forhold og relationer til omverdenen i henhold til de beslutninger og den praksis, der fastlægges af de enkelte foreninger. Strøby Strand Forum kan understøtte og bistå med disse opgaver, og grundejerforeningerne kan vælge at lade opgaver af fælles interesse løse i fællesskab i regi af Strøby Strand Forum.

Strøby Strand Forum opstod i efteråret 2023 i anledning af et forslag til ændringer af affaldsregulativet i Stevns kommune. Ændringerne ville indebære betydelige forandringer i hverdagen for grundejerforeningernes medlemmer og påføre de fleste af grundejerforeningerne udgifter. De 17 grundejerforeninger fandt sammen i et samarbejde, og gennem drøftelser med Stevns kommune blev der skabt løsninger, der var tilfredsstillende for alle parter.

I forlængelse heraf tog Strøby Strand Forum (SSF) andre spørgsmål op. I januar 2025  holdt SSF møde med repræsentanter fra Stevns kommune om ændringer af lokalplanerne 5-03 og 5-04 samt det forestående kystbeskyttelsesprojekt. I marts 2025 bad Stevns kommune SSF om at udpege repræsentanter til en arbejdsgruppe vedrørende trafikforhold på Kystvejen.
På halvårsmødet den 30. marts 2025 enedes repræsentanterne for grundejerforeningerne om et fælles dokument, der beskriver Strøby Strand Forums formål og organisation.

Organisationen er enkel. Hvert år i marts udpeger deltagerne i halvårsmødet en styregruppe på tre personer, der varetager det praktiske arbejde med at arrangere møder, udarbejde dagsorden og skrive referater. Styregruppen fungerer også som Strøby Strand Forums repræsentation og kontaktpunkt udadtil.

Styregruppen består pt. af Lars Beier, SEBG, Jacob Gammelgaard, Grundejerforeningen Jernet og Johs Chr Johansen, Grundejerforeningen Lemgaarden.