Beskyttelse mod vandet – indledning
Kote
Flere steder på disse sider støder du på ordet kote. Andeflokken svømmer rundt i kote 0.
En kote er højden over havet for et punkt i terrænet. Højden angives i meter, sådan at eksempelvis udtrykket kote 8,2 betyder, at punktet ligger 8,2 meter over den normale vandstand. I Danmark regnet fra Dansk Vertikal Reference 1990 (DVR90).
Højden på beskyttelsen i området Strøby Egede og Strøby Ladeplads planlægges til kote 3,1.
Vandet – trussel eller attraktion
[28. december 2022] I temaet Beskyttelse mod vandet kan du i omkring 20 artikler (se indholdsfortegnelse i venstre spalte) læse om det projekt, der i løbet af de kommende seks – syv år skal sikre Strøby Egede og Strøby Ladeplads området mod oversvømmelse, erosion og andre skader forårsaget af vand udefra (havet), indefra (åen), ovenfra (regnen) eller nedefra (stigende grundvand) som følge af klimaforandringer, udvikle kyststrækningen fra Odden til Magleby skov til et attraktivt strandområde med klitlandskab og sandstrand og skabe et spændende naturområde i Tryggevælde ådal.
De mange, der har købt ejendomme, bygget og bosat sig i Strøby Egede og Strøby Ladeplads fra sidste årtusindeskifte til i dag, har valgt området på grund af nærheden til natur og hav. Mange opdagede, at havet også var en trussel, når badebroen brat blev revet væk. Når det, der den ene sommer var glitrende sandstrand, næste sommer var forvandlet til stenbunker eller ganske enkelt var skyllet væk. Eller når vandet i åen steg om vinteren under en nordøsten-storm, så stuegulv og græsplæne stod under vand, fordi å-udløbet blev lukket for at forhindre indtrængning af saltvand.
Projektet skal modvirke trusler som disse og fremme de rekreative værdier.
Strategien er samlet i et 75 siders hæfte med titlen: ”Strategi for fælles kystbeskyttelse og kystudvikling af Strøby Egede og Strøby Ladeplads”, som udarbejdet og sendt i høring i 2022 og endelig vedtaget af Stevns kommunalbestyrelse i september 20223. Klik her for en pdf-udgave af hæftet.
Nedenfor finder du en video, der giver en introduktion til beskyttelses-projektet.
Igangsætteren, interessenterne og ejerne
Det er Stevns kommune, der har igangsat projektet. Kommunens hjemmeside, stevns.dk, indeholder alle dokumenter, forslag, mødereferater m.m. om projektet – heri indgår tillige et omfattende billedmateriale og visualiseringer af de løsninger, der foreslås.
Se alle projektdokumenter, nyhedsbreve m.m. her.
Projektet iværksættes sammen med de interessenter, der har interesse i og nytte af projektet. Det store flertal af interessenter er de lodsejerne i området, som bliver ejere af beskyttelsesprojektet og dets aktiver sammen med Stevns Kommune. Realdania har bidraget med økonomisk støtte til kortlægning og dialog om projektet.
Læs mere her om Realdanias indsats for at beskytte mod vandet.
Forfatteren
Artikler og fotos i dette tema er skrevet, fotograferet og samlet af Johs Chr Johansen, formand for Grundejerforeningen Lemgaarden og medlem af den følgegruppe, der i de seneste par år har arbejdet med beskyttelsesprojektet.